Så dukkede Vadehavet endelig frem af tågen

Det er koldt og  vådt, klamt og gråt.
Det skulle det ikke være i følge vejrudsigten for nogle dage siden, da vi planlagde turen, men sådan er det altså blevet.

RømøBagKameraet2

Det er februar måned. Ikke den mest inspirerende tid på året tænker du måske, men faktisk er det bedste landskabsvejr fra sidst i september til april. Februar inkluderet. Her er ingen hårdtslående skygger fra en skarp sommersol.

Vi har fotograferet i flere omgang på den midt-vestjyske kyst, hvor Alopex Media har til huse, til vores bogprojekt om Jyllands kyster. Nu er det tid at komme lidt hjemmefra. Vi vælger dog at blive på den vestlige side af Jylland. Her kan det nemlig være svært at se på et billede, om det er taget sommer eller vinter. Landskabet er næsten det samme med sand, vand og marehalm. En strålende vintersol kan næsten få landskabet til at se sommerligt ud. På billeder altså, ikke mens man står midt i det.Nu er vi derfor taget til Sønderjylland, nærmere bestemt Rømø- området. Til Vadehavet!

Vadehavet blev i 2012 udråbt til nationalpark, og i 2014 kom området på Unescos verdensarvsliste i selskab med pyramiderne i Egypten og Grand Canyon i USA. Området er et af verdens største tidevandsområder, og det indeholder stor biodiversitet. Vadehavet er også kendt for sin store betydning for vadefugle på træk. Man mener, at over 10 millioner fugle passerer Vadehavet hvert år under fugletrækkene.RømøBagKameraet1

Vi vil gerne illustrere det storslåede syn, det er, at skue ud over “det flade vand” – kan man vel nærmest kalde det. Når tidevandet har trukket sig tilbage, efterlades en kæmpe sandflade, som strækker sig så langt øjet rækker. Det dækkes af et lille lag vand, måske to centimeter, så på den måde ligner det et meget fladt og stille hav, når man ser ud over det. Meget anderledes end det ellers så oprørte Vesterhav, som godt nok er uendeligt at se på, men slet ikke med denne specielle, flade overflade, hvor intet – end ikke bølgerne -stopper blikket. Det skulle da lige være det ret så absurde syn af en traktor eller en bilist. Står man ikke selv midt i sandet i det flade vand, ville man måske tro, det var synsbedrag, at nogen kørte på havet…

Dét vil vi fotografere: den uendelige, flade “tidehavsslette”. Fulde af forventning ruller vi derfor gardinerne fra første tidlige morgen på Rømø. Og da er det, vi må gøre konstateringen: Gråt. Vi stirrer direkte ind i en grå dyne. Som om vi havde glemt at løfte hovedet fra puden.

Sådan går der to dage. Vadehavet er forsvundet i vintertågen. Det samme er udsigten over marsklandet, øerne og fårene, der færdes ved Rømødæmningen. Vi er også lidt ude af trit med vadefuglene. Det var heller ikke dem, vi kom for, men fugle tager sig nu godt ud i tåge, hvis man kan komme tæt nok på. Lige nu er der meget få fugle, så det bliver ikke dét, der reder dagen. Vi kører rundt i kulden i termotøj, men den iskolde tåge i strid vestenvind trænger ind gennem alting.

På dag tre går vi rundt på stranden. Tågen er lettet lidt, men det er stadig bare gråt. Man begynder dog at kunne skimte havet, som også har lokket turister til. Biler kører på det sandede vand. Ryttere til hest kan man skimte langt, langt ude. Vi tager opstilling og nyder scenariet. Venter. Og så hurtigt som et fingerknips bryder pludseligt en rebelsk solstråle gennem skydækket, og Vadehavet træder endelige frem fra tågen.

RømøBagKameraet3

Den placering vi har valgt, viser sig ikke at være helt optimalt i forhold til det pludsligt opståede lys, så fototasken slynges over skuldrene, og stativet tages under armen. Vi når lige at løbe lidt længere op i marehalmen, inden linsen igen rettes mod havet.
Det er svært at illustrere dybde i et billede, når strækningen er flad som her. På et foto bliver et langt, fladt område let trukket sammen til blot en streg. Det giver ikke den rigtige fornemmelse af landskabets reelle udstrækning. Så vi venter igen. Utålmodigt, for lyset kan forsvinde hvert øjeblik. Et minut føles som lang venten. Vi venter på, at en lille familie, som kommer gående langt derude, skal nå tids nok ind i kameraets felt. Det giver noget perspektiv til billedet. Øjet kan pludselig bedre fornemme størrelsesforholdene, når der er noget på billedet, man kan sætte landskabet i forhold til. For eksempel mennesker som her.

Et halvt minut er den lille familie på fire personer inde i billedfeltet. Så er de videre. Et par ryttere kommer herefter igennem, men knibs, så er lyset væk igen. Lige så pludseligt, som det kom. Fire -fem minutter varede det hele.
Nu ligger Vadehavet, Rømø, marsken og fårene igen indhyllet i vintertågen og råkulden.
Billede fra Vadehavet til Alopex Medias bogprojekt og Jyllands Kyster.

De fire personer  giver perspektiv til billedet. Uden dem ville det være svært at se på fotoet, hvor vidstrakt landskabet egentligt er. Billedet er et resultat af tre dage i Vadehavsområdet. Det viser lidt om det nervepirrende i processen – og om graden af tålmodighed, der kræves. Var der ikke dukket denne solstråle frem i de fem minutter, var vi kommet tomhændede hjem, og det havde været tre spildte arbejdsdage og ressourcer. – Og dog. En stor del af arbejdet er at spotte locations og komponere billedet, så man ved, hvor man skal stå, når det rette lys kommer. Hvis tågen havde fortsat, måtte vi huske positionerne til næste gang og prøvet igen…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *