Skal jeg vælge en Tamron 70-200 2.8 VC eller en Canon 70-200 2.8 Mark I?

Vi har fået et spørgsmål i brevkassen omkring valg af optik. Læs spørgsmål og svar herunder.
Måske du selv er i tvivl om de to 70-200 modeller? Eller du har måske spørgsmål til andre optikker? I så fald er du også velkommen til at skrive ind til vores brevkasse, som du finder her på bloggen. Du er naturligvis også velkommen med andre fotorelaterede spørgsmål.

Spørgsmål:
Hej
Jeg er en glad fotoamatør med et budget. Med familie og børn i skolen vil jeg ikke bruge for mange penge, men vil gerne have det bedste udstyr, som mit budget kan klare. Mit spørgsmål:

Jeg har et Canon 5D II, og vil gerne købe en 70-200 2.8. Hvad er så bedst: at købe en Canon 70-200 2.8 IS (mark I) brugt på ebay eller DBA, eller købe et nyt Tamron 70-200 2.8 VC. 

Canon linsen kan måske fås for ca. 1500 mindre, og når det er samme generation, så er det nok uden tvivl lidt bedre, men topper nyeste Tamron en tilsvarende Canon med 5-10 år på bagen (her forudsætter jeg, at jeg kan finde et godt eksemplar, der har været ejet af en amatør, og ikke været brugt ret meget)?
V.h. Kresten

Svar: 

Kære Kresten

Mange tak for dit spørgsmål! Det er ofte en stor investering, når man skal ud at købe nyt udstyr – og foto kan jo være en af de dyrere interesser, så man må sørge for at bruge pengene bedst muligt, som du skriver.
Jeg forstår fuldt ud dit dilemma.
Du skriver ikke noget om, hvad du godt kan lide at fotografere. Valget af den rigtige optik afhænger til dels af, hvad du fotograferer til dagligt, så jeg vil give nogle eksempler på, hvad de to optikers styrker er. Så kan du vurdere, hvad der kommer tættest på dit behov,

Tamron 70-200’eren er en god optik. Den er skarp, og den har en rigtig god billedstabilisator, som svarer til en 4 stops stabilisator. Det gør, at du kan tage billeder på lang lukketid, fordi optikken stabiliserer rystelserne.
Jeg har ikke personlige erfaringer med denne optik, men jeg hører fra andre, der har erfaringer med den, at eneste minus ved den er, at den er rigtig skarp fra 70- 135mm, men den er ikke helt lige så skarp på 200 mm på blænde 2,8. – Vi er dog ude i småtingsafdelingen, og den får ellers meget rosende omtaler rundt omkring. Skruer du blænden ned til fx.4,0 er den også fuldstændig skarp ved 200 mm.
Canons Mark I blev aldrig rigtig skarp. Jeg havde en kollega, pressefotograf, som havde den i sin arbejdstaske og var meget træt af den. Canon fik også kritik for den, da den ikke leverede så god kvalitet som ventet. De lavede derfor Mark II’eren, som er væsentlig forbedret.
Derfor vil mit umiddelbare valg mellem en ny Tamron 70-200 VC og en brugt Canon 70-200 mm Mark I klart være den første; altså Tamronen.
Jeg vil lige tillade mig at skyde en tredje løsning på banen, som måske kunne være en mulighed. I dit spørgsmål spørger du specifikt til en 2.8 model, derfor går jeg ud fra, at du skal bruge en optik, der har blænde 2.8. Nu ved jeg som sagt ikke, hvad du fotograferer til dagligt, men man plejer at bruge blænde 2.8 i meget mørke omgivelser, fx hvis man fotograferer i en sportshal.
Hvis du ikke havde brug for den store blænde 2.8, kunne du overveje Canons 70-200 4.0. Det er en rigtig god, skarp optik med en god billedstabilisator, og som ny koster den det samme som Tamron-objektivet.
Jeg har selv lige solgt min 70-200 2.8 (dog en Nikon) og overvejer at anskaffe mig 4.0 versionen, da den er lettere, og jeg ikke havde brug for lysstyrken i 2.8 modellen. Der er kun et enkelt ISO trin i forskel reelt. Det vil sige, ISO 200 på 4.0’eren svarer til ISO 100 på 2.8’eren, hvilket ikke er en verden til forskel.
Det var som sagt blot en anden mulighed, du kunne overveje.
Men har du brug for blænde 2.8’eren, som du specifikt spørger til, ville jeg som sagt gå efter Tamronobjektivet.
Jeg håber, du kan bruge svaret.
Du er altid velkommen til at skrive i brevkassen igen.
Tak for dette indlæg og god jagt på optikken.
De bedste hilsner
Naturfotograf Mikkel Jezequel

2 Comments on “Skal jeg vælge en Tamron 70-200 2.8 VC eller en Canon 70-200 2.8 Mark I?

  1. Hej Kresten & Mikkel
    Jeg har selv haft en Nikon 70-200 f/2.8 som jeg solgte, og købte Nikon f/4.0 modellen i stedet. Jeg var rigtig glad for 2.8’eren, men har aldrig et sekund fortrudt skiftet til 4.0’eren. Baggrunden for skiftet var, som Mikkel også skriver, at f/4.0 modellen er meget mindre og lettere. Samt at jeg med de moderne DSLR kameraer ikke ser et tab af et enkelt blændetrin for et problem. Til gengæld er det et objektiv jeg tager med mig overalt, netop pga. vægt og størrelse. 2.8’eren lod jeg tit blive hjemme. Med hensyn til skarphed, så er 4.0’eren fuldt på højde med 2.8’eren, så ingen bekymringer der ;o) Jeg har selvfølgelig ikke selv erfaring med Canon modellen af 70-200 f/4.0, men kender flere der bruger både den og f/2.8 modellen, deres erfaringer matcher mine erfaringer med Nikon. Så hvis du som Mikkel skriver, ikke skal fotografere i mørke haller eller lignende… Så kan jeg klart anbefale at tage et kig på f/4.0 modellen.
    Mvh. Jesper

    • Kære Jesper
      Mange tak for din kommentar – det er super godt at høre fra én, som har gjort sig personlige erfaringer med objektiverne! Tak fordi du vil dele dem med os andre.
      Dejligt, du har så positiv en oplevelse med 4.0’eren. Det vil jeg i hvert fald lige skrive mig bag øret.
      De bedste hilsner
      Mikkel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *