Updated on oktober 9, 2015
Undgå at dine billeder bliver matte i farverne i efteråret
Det er blevet efterår, og vil du ud og fange de smukke efterårsfarver, der er på vej, er det en god idé at tage dette mørke filter med i fototasken: nemlig et polfilter.
Men hvad gør et polfilter egentlig?
Polfilteret fjerner reflekser i landskabet og er dermed en løsning på et af efterårets helt store udfordringer: at gengive de smukke, klare farver korrekt.
Her i efterårsmånederne er fugtigheden høj. Jorden tørrer næsten aldrig igennem, og der ligger konstant et lille lag vand eller dug på alle overflader: træernes grene og blade, i græsset og på jorden. Dette lille vandlag reflekterer lyset, og det opfanger dit kamera – derfor gengiver det ofte farverne som matte og lidt triste og grå. Det er altså fordi, kameraet ser farverne gennem det lille vandlags reflekteren af lyset.
Man kan IKKE redde den mathed i farverne i Photoshop, når man kommer hjem. Du er nødt til at have alle farverne med i billedet fra begyndelsen, før du kan redigere i dem, hvis du føler, du har behov for det.
– Vi anbefaler, at du prøver at få farver med mere så præcist som muligt ude i felten, alene via dit kameras indstillinger. Det giver det bedste resultat. Og her kan polfilteret som sagt hjælpe dig til at få farverne gengivet rigtigt.
Det menneskelige øje kan sagtens abstrahere fra reflekserne, så vi ser dem ikke, når vi står og nyder landskabet. Derfor føles det som en flad fornemmelse at tage et billede, der fremstår mere gråt, end du oplevede scenariet i ‘virkeligheden’.
Polfilteret monterer du foran på objektivet, som vist på billederne her. Du drejer det på.
Når du har sat polfilteret på, indstiller du det ved at dreje på det – du kan se effekten ved at kigge i søgeren samtidig. Pas på ikke at komme til at over-polarisere. Det vil sige skrue for meget op for filtereffekten, så himlen på dit billede bliver for mørk. Polfilteret er kun beregnet til at fjerne reflekser i landskabet. Har du også brug for en filtereffekt til at mørkne himlen, så den ikke brænder ud, skal du samtidig bruge et gradueret ND-filter. – Mere om det i et andet indlæg:-)
Polfilter fjerner altså reflekser og får derved farverne til at træde frem. Ikke kun om efteråret med i alle situationer, hvor der måtte ligge fugt over landskabet. Efter en forårsbyge for eksempel eller på en tidlig sommermorgen, hvor duggen skinner i græsset. Men efteråret er særligt fugtigt – og særligt farverigt. Derfor er det især relevant at tale om polfilter på denne årstid.
Her kommer et par dejlige efterårsmotiver, som ville have fremstået matte og lidt triste uden brug af filteret:
Seneste kommentarer