Derfor skal du vente på lyset

 

Du har glædet dig længe. Du har fundet et motiv, du vil arbejde med. Du har sat tid af til det, du er kørt derhen – måske er du ovenikøbet taget langt væk, måske endda til udlandet på din fotomission. Du har spændt udstyret på. Du har afsøgt området for den perfekte vinkel, der vil give den optimale komposition i dit billede. Du er klar!

Og så er det dårligt vejr! Lyset er der ikke!

Kender du det?

Hvad gør du så?
Du venter!
I timer.
Du tjekker vejrudsigten. Måske ser det håbløst ud, så du kører igen, kun for at kaste dig ud i bilen igen i rasende fart ved udsigten til den mindste bedring på himlen.Måske kom lyset, mens du havde opgivet og var kørt?! Du bander. Tager derud næste dag måske.

Hvorfor denne forestilling?
Fordi det er dét, der skal til, hvis man vil have – ikke bare ‘et billede’, men BILLEDET.

Derfor venter du på lyset.
Fordi du ved, at netop dét er den afgørende forskel på, om du fanger den stemning, du ønsker at gengive.

Her kommer et konkret billedeksempel på, hvorfor det netop er så vigtigt, at du gør det!

Vi er netop vendt hjem fra en fototur til Nordjylland. Turen var et skole-eksempel på lysfrustrationer i fotoverdenen.
Vi var der en hel uge, og vi arbejdede på at få billeder fra kysten til vores bogprojekt, som handler om at vise Jyllands smukke og utroligt varierende kyststrækninger præsenteret i fine art landskabsfotografi.
Kysten i Nordvestjylland er utrolig flot. Den er præget af vidtstrakte klitheder, små vandløb, der gennem årtusinder har skåret sig ned gennem klitterne, hvorfra de nu løber ud på stranden. Fiskekuttere, der er trukket op på stranden, er også et karakteristisk syn, og endnu et menneskeskabt særkende er den store samling af bunkers på Vigsø Strand.

Motiverne stod i kø. Vi var på stedet. Vi havde sat tiden af, udstyret var pakket.
(Vil du vide, hvad vi typisk har i tasken til landsskabsfoto? Så tjek det ud i denne video.) Vi havde brugt nogle dage på at vandre rundt langs hele kyststrækningen for at finde kompositioner og vinkler, vælge det rette udstyr til hver enkelt billedudtryk. Vi var klar. 

Og så var det gråt. Gråt, gråt, gråt.

Vi er nogle gange lidt flabede og sige, at der ikke findes dårligt fotovejr. Forskellige motiver kræver forskelligt vejr, så det er bare med at fotografere det, som er egnet til vejret netop den dag.( – Hvis du ikke fotograferer landskaber, men andre ting, vil det også være noget andet for dig, hvad der udgør såkaldt dårligt vejr.) Men nu havde vi et specifikt mål, et arbejde, en deadline, da den ellers lovende vejrudsigt skiftede mening, og lyset udeblev.
I seks ud af syv dage.

Derfor er det umuligt at forudsige, hvad man kommer hjem med. Syv dage er i princippet nok til at fotografere hele den strækning, vi havde sat os for. I teorien kunne vi have været færdige nu. Det blev vi så ikke.

Når det kommer til landskabsfoto, er der to vejrtyper, der “dræber” det gode billede. Fuld sol og skyfri himmel, og en grå, tung himmel. Fuld sol skaber for mange skygger og dermed kontraster i billedet, og helt blå himmel kan virke lidt kedelig og uinspirerende. Ensfarvet grå himmel er bare kedelig!

-Men altså, kan man ikke bare tage billedet alligevel? Så vigtigt er det vel ikke, hvis man nu har et godt motiv og god komposition?

Jo det er det.
Og her kan du se hvorfor.

Vi fandt et dejligt motiv ved Vangså på den nordvestlige kyst. Her løb et af de små, karakteristiske vandløb gennem klitterne og ud på stranden.
Her ser du tre billeder, taget tre forskellige dage. De to først på hver sin gråvejrsaften.
Det sidste billede er taget på vores gode dag i solnedgangen.
(Da billederne er taget over flere dage, har der været vind og folk i mellemtiden, som  har flyttet på noget af affaldet etc – blandt andet det bræt, som ligger på tværs. Derfor er det ikke med på det nyeste billede.)

Vandløb ved Vangså i dårligt vejr. Dag 1.

Dag 1.

Vandløb på Vangså Strand i dårligt vejr

Dag 2.

Udløb ved Vangså i solnedgang

Dag 6, hvor lyset var der.

Her kan man tydeligt se, hvordan lyset tilfører liv og stemning i billedet.

Skal det så altid være idyllisk solskinslys som her, tænker du måske? Det kan godt være, det giver en flottere bog at se på, men den bliver måske knap så realistisk?

Nej, det behøver skam ikke være idyllisk solnedgangslys altid. En mørkere, mere dramatisk himmel ville også kunne gøre det. Eller nogle tunge, grå skyer i varierende farvenuancer. Det ville også vise en gråvejrsdag i Danmark, som vi kender så godt. Men det ville være et interessant billede at se på alligevel. Det er den tunge, ensformige tågefarve uden liv ikke.
Derfor er vi glad for, at det trods alt klarede op en enkelt dag, så vi kunne få enkelte af vores motiver med hjem i kassen.

Her kan du smugkikke lidt på enkelte af de billeder, vi fik med hjem til bogen:

Klitheden ved Lodbjerg Fyr

Klitheden ved Lodbjerg Fyr

Bunkers på Vigsø Strand

Bunkers på Vigsø Strand

Kyststrækning ved Nr. Vorupør

Kyststrækning ved Nr. Vorupør

Kuttere på Nr. Vorupør Strand

Kuttere på Nr. Vorupør Strand

Har du lyst at læse om flere oplevelser med vejr og vind og foto fra vores arbejde med bogen?
Så se evt. disse blogindlæg:

Så dukkede Vadehavet endelig frem af tågen – fra vores tur til Rømø

Djursland i sommernatten–  om at tilrettelægge en fototur

Skagen er den knasende fornemmelse af sand mellem tænderne – med en video, der viser, hvad godt fotoudstyr skal stå igennem ind imellem

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *