Updated on august 14, 2015
Sådan får du lige linjer i dit fotografi
Du kender det sikkert – foran dig står det smukkeste fyrtårn i et dejligt landskab. Måske interesserer du dig ikke så meget for naturfoto, som vi gør, men måske for arkitektur, flotte bygningsværker. Eller du finder den fineste kirke på din ferie. Det kan også være, du lige skal tage et billede af dit hus/sommerhus, og der står en flagstang udenfor.
Og så er det, det bliver irriterende. Du finder en fin komposition, den rigtige vinkel, indstiller kameraet, som det skal, og så er fyrtårnet / kirken/ den smukke bygning /flagstangen på græsplænen så skæv, at det ligner, du lige har fået en lille en eller to, inden du greb kameraet.
Linjerne i fotografiet bliver ikke lige. De bliver så skæve, som tårnet i Pisa.
Det er imidlertid ikke dig, der er skævt på den, men teknikken der kan drille.
Så hvad kan du gøre for at få lige linjer? Og hvorfor bliver linjerne skæve i første omgang?
For at få hele bygningsværket, flagstangen eller what-ever der er højt og lige med, er du nødt til at vippe kameraet en anelse, hvis du fotograferer med en almindelig vidvinkel linse. Derved kommer kameraet til at stå en anelse skævt på motivet. Som på billedede her, hvor hele kameraet peger lidt op ad, for at få toppen af Bovbjerg Fyr med, som vi bruger som eksempel i dag.
Når vi skal tage billeder, hvor der indgår bygninger eller andet med lige linjer, bruger vi et tilt-shift objektiv. Her i virksomheden bruger vi Nikons PC-E-objektiver. Måske læste du vores blogindlæg om netop dette objektiv, og hvorfor det kan levere en blændende dybdeskarphed?
Ellers finder du det her!
Her beskriver vi, hvordan det smarte er, at man kan tilte og dreje selve objektivet ved at indstille og dreje på de små knapper. Det svarer til at stille på den store harmonikalignende tragt, som var på de gammeldags storformatkameraer.
Nu foregår det blot inde i objektivets firkantede kasse.
Men ved at indstille på selve objektivet og dreje det, kan du holde kameraet lige. Det vil sige, at billedplanet (nu bliver det lidt teknisk, og du behøver ikke forstå det, for at kunne bruge teknikken:-)) billedplanet er der, hvor filmet sad i gamle dage i et kamera, altså bagerst mod bagstykket, det bliver holdt lige, fordi det ikke er hele kameraet, du tipper, men blot linsen foruden.
Derved sker magien. De lige linjer bliver ikke skæve.
Her kommer et eksempel. Dette billede af det flotte røde Bovbjerg Fyr ved Lemvig i Vestjylland er taget med en almindelig vidvinkel optik. Læg mærke til, hvordan både fyrtårn og mindesten ude til venstre hælder.
Nu kommer der et billede, som er taget MED PC-E-objetkivet. Se forskellen:
En sjov detalje ved denne funktion, hvor man kan pege kameraet lige på sit motiv, men dreje linsen, så man forskyder vinklen lidt, er i øvrigt, at man kan stå lige foran et spejl, dreje lidt på linsen, og få et billede af spejlet ligefor UDEN at få sit eget spejlbillede med.
Blot en sjov tilføjelse – det kan du jo lege lidt med der hjemme:-)
OBS: Nu kender du tilt-shift objektivet, men vær opmærksom på, at dette er et lidt specielt objektiv, som er specialiseret til brug i enten landskabsbilleder eller arkitektur. Det er et objektiv som skal indstilles manuelt og kræver en del fingersnilde og egner sig ikke så godt til “hverdagsbilleder”.
Fotograferer du sjældent, hvor du har brug for lige linjer, anbefaler vi, at du gør det så godt, du kan med den optik, du har. Har du et teleobjektiv, kan du eventuelt gå længere væk og tage motivet lidt på afstand, hvis du har mulighed for det!
Seneste kommentarer