Updated on oktober 1, 2015
Udstyr til krondyr-fotografering
Krondyrfotografering er en udfordrende form for naturfotografi! Dels er det svært at komme tæt på dyrene, og dels er forholdene ofte vanskelige. Krondyr er mest fremme i morgen- og aftentimerne, hvor lysforholdene er beskedne. De færdes ofte blandt træerne, og hvis man vil have et billede af dem her, giver det endnu en udfordring med lyset. Derudover er dyrene ofte i bevægelse.
Det stiller krav til kameratudstyret. Dette blogindlæg handler derfor om, hvilket udstyr, jeg som naturfotograf ofte har med i felten, når krondyrene skal fotograferes – hvilket man kan hele året, men især i brunstperioden september – oktober er det særligt interessant.
På billedet her ser du, hvad jeg typisk har med.
Det er svært at undværre en god kikkert, når man skal orientere sig, inden dyrene kommer på tæt nok hold til at fotografere dem. Jeg har altid en 8×42 Leupold kikkert med (nr. 1 på billedet).
Mit foretrukne kamera er Nikon D800, som er et kamera med mange megapixels. Det er en fordel, når vi her i firmaet blandt andet lever af at sælge billeder i store prints. En D4 er også et udmærket kamera, og det er hurtigere – tager flere billeder i sekundet – end D800. Men vi har valgt på baggrund af antal pixels, som sagt. D800 har også rigtig gode iso-egenskaber. – Vi forsøger dog altid at undgå for høje iso-enheder og tager som hovedregel ikke billeder med over 1600 iso af hensyn til billedkvaliteten.
Derudover er det vores erfaring af D800 er et utroligt robust og vejrbestandigt kamera.
Alt kameraudstyr risikerer at komme på lidt af en prøvelse, og her i firmaet har det måttet stå model til lidt af hvert. Derfor ved vi af erfaring, at det kan holde til noget. – Ikke at vi anbefaler at udsætte udstyret for overlast, men forholdene under krondyrfoto byder indimellem på både regn, støv og mudder.
Nr. 2 på billedet er en Nikon AF-S 70 – 200mm 2.8G VR, som bruges, når dyrene kommer rigtig tæt på. Eller når dyrene fotograferes i miljøet, hvor man ikke er helt så tæt på krondyret, men til gengæld har en del af omgivelserne omkring den med for at skabe stemning eller vise miljøet
Nr. 3 og 4 på billedet er begge 300 mm objektiver. Begge er med her for at vise, at man også skal overveje vægtspørgsmålet, når man vælger udstyr. Og pris.
Nr.4 som er en Nikon 300mm 2.8ED AI-S er en glimrende optik, og den ser stor og imponerende ud. Nr. 3, som er en Nikon 300 mm 4.0 AF-D er fuldt ud ligeså skarp og trækker motiver ligeså tæt på. Eneste forskel på egenskaberne hos de to er lysstyrken. Nr. 3 med en blænde på 2.8 lukker mere lys ind end nr.4 med en blænde på 4.0. Det er en stor fordel. Når det er sagt, svarer denne forskel ikke til mere end et enkelt isotrin. Det vil sige, hvis du bruger iso 100 med 2,8’eren, så svarer det til at bruge iso 200 med 4.0’eren. I det store og hele er det en ret lille forskel, selv for den garvede amatørfotograf, så derfor anbefaler vi, at man overvejer 4.0’eren, hvis man vil spare lidt i både vægt og pris. Objektivet er både væsentlig lettere at bære rundt og også omkring 40.000 kroner billigere end 2.8’eren.
Nr. 5 er et Nikon 600mm 4.0 AF-S VR2, som er uundværlig her i firmaet. Objektivet har den store fordel, at den trækker fjerne motiver tæt på og giver en behagelig sløret baggrund. Desuden har den en god lysstyrke på blænde 4.0.
Endelig ses to teleconvertere; Nikon TC14ell og Nikon TC17eII – nr. 6 og 7.

Seneste kommentarer